UNGE
Der kan være mange årsager til, at du som ung føler et behov for at tale med en psykolog.
Mange unge kan føle, at den periode i deres liv, som “burde” føles som den bedste tid i livet, overskygges af eksempelvis ensomhedsfølelse, usikkerhed, stress, angst eller tristhed. Nogle beskriver at føle sig kede af det uden af vide hvorfor, at føle sig utilstrækkelige eller at være i tvivl om, hvem man er og hvilken retning man gerne vil gå i livet.
Jeg har med mine ansættelser i både privat praksis, kommunalt børne- og familiecenter samt børne- og ungdomspsykiatrien erfaring med unge med både lettere og sværere problematikker.
Jeg møder unge, som ønsker hjælp til
- lavt selvværd og tanker om ikke at være god nok / gøre ting godt nok
- angst (herunder eksamensangst, tvangstanker, bekymringer, panikangst m.m.)
- tristhed eller depression
- problemer med at skabe eller opretholde gode venskaber
- stress / skolepres
- selvskade
- tendens til at ville please / være der mere for andre end for dig selv
- spiseforstyrrelse
- relationelle problemstillinger (udfordringer i venskaber, familierelationer eller kæresteforhold)
Et forløb omkring en ung vil som udgangspunkt altid foregå i tæt samarbejde med de voksne omkring den unge. Indledningsvist afholdes en opstartssamtale. Nogle gange kun med forældrene. Andre gange sammen med den unge og forældrene. Med afsæt i opstartssamtalen tilrettelægger vi et videre forløb. Afhængigt af behovet vil et forløb også indebære løbende forældresamtaler med henblik på, hvordan I som forældre bedst muligt kan støtte jeres barn i processen.
